Hotel Diskobay

Isfjelde

Fra Qasigiannguit er der udsigt til de smukke isfjelde der flyder rundt i Diskobugten. Nogle gange strander de tæt på hotellet, andre gange ser man dem lidt længere væk. Fælles for dem alle er, at de kommer fra Ilulissat Isfjord.
Ilulissat Isfjord er UNESCO verdensarv.

Fakta om Isfjeldene

Isbjerg

For ca. 10.000 år siden lå isdækket fra Indlandsisen helt ud til det vi i dag kender som Ilulissat. Det har skabt undersøiske morænebjerge, som isfjeldene strander på. I dag ligger selve bræen cirka 60 km inde i isfjorden, og dybden i isfjorden er helt op til 1 km! Og da isen kælver direkte i isfjorden, kan nogle isfjelde også få længder op til 1 km!

Vi kalder også isfjorden for Kangia. Det er den mest produktive i Grønland, ja på den nordlige halvkugle faktisk. Sneen der falder på Indlandsisen skaber hvert år 600 kubikkilometer is. Omkring 50 kubikkilometer af disse ryger ud igennem isfjorden ved Ilulissat. Isfjeldene ”fødes” ved brækanten, og efter en rejse på 60 km strander de største på morænebanken ud for Ilulissat. Tidevand, strøm og andre faktorer får isbjergene over den undersøiske banke, og videre ud på deres rejse. Nogle af disse isfjelde kommer altså forbi Qasigiannguit. De pynter på enhver udsigt.

Isfjeldene tiltrækker også havets dyr. Først de små, og så kommer de større sæler og hvaler, fordi der ofte er godt med liv i vandet omkring de store isfjelde. Og man skal heller ikke glemme lyden fra isfjeldene. De små komprimerede luftbobler “eksploderer” hele tiden, og gør at isen “snakker”. Når man kommer tæt på kan man både høre og dufte det.

Husk at tage et ekstra memory-card med til dit kamera, for du kommer helt sikkert til at tage mange billeder af isfjelde.